HØJ-damernes oprykning må vente

Med nederlag i holdets to sidste kampe forsvandt den sidste mulighed

Efter at HØJ’s 3.divisionsdamer forleden led et overraskende nederlag på udebane til Løve-Høng, så var det ufravigelige krav inden søndagens opgør mod Brøndby en sejr. Men det blev bestemt ikke den ønskede HØJ-start, da de slet ikke kunne få spillet til at fungere. Først efter 18 minutter lykkedes det at komme på måltavlen, men da havde Brøndby scoret fire gange forinden.

Siden fik de to hold noget mere gang i målscoringen, Brøndby bevarede dog deres føring på 3-4 mål, så det stod 6-10 fire minutter før pausen. Til gengæld slog HØJ til i de sidste minutter på nogle gode kontraløb, hvor de fik udlignet til halvlegsstillingen 10-10. Her var Charina Kjeldsen effektiv, idet hun scorede tre af de fire sidste mål.

HØJ fik en god start på 2.halvleg, hvor Maiken John leverede flere gode redninger i målet, og efter tre minutter bragte Julie Rølle HØJ foran med 12-11, midt i halvlegen stod det helt lige med 15-15. Desværre betød to HØJ-fejlafleveringer, at Brøndby begge gange slog kontra og kom på 15-17, og da de tekniske fejl fortsatte hos hjemmeholdet, så kunne gæsterne bringe sig foran 15-20 seks minutter før tid, og det forspring kunne HØJ ikke hente, selv om det lykkedes dem at reducere til slutcifrene 19-21. Et resultat der skuffede træner Susanne Møller Andersen.

”Vi har 18 forfærdelige minutter i 1.halvleg, hvor vi ikke scorer, og derefter spiller vi 12 flotte minutter. Desværre kommer vi ikke rigtigt forbi dem i 2.halvleg, så vi må konstatere, at nu skal vi hygge os i 3.division i resten af sæsonen, og så napper vi oprykningen i næste sæson, for der er masser af materiale i dette hold”, fastslår HØJ-træneren.

HØJ spiller igen allerede tirsdag aften kl.20.00 på udebane mod Frem Bjæverskov i Jersiehallen.