Dametrænerne gør halvvejsstatus
Første halvdel af sæsonen er gået over al forventning, og vi har taget 21 point ud af 22 mulige, hvilket vi er ovenud tilfredse med.
Vi går derfor indtil 2. halvdel af sæsonen med høj optimisme, men også med en vished om, at godt begyndt er halvt fuldendt.
Den gode start på sæsonen skyldes flere ting;
Sidste sæson var på mange måder lang med oprykningskampe helt hen i sidst juni måned. Men lige så lang sæsonen var – lige så læringsrig var den. Vi lærte meget om os selv – individuelt som kollektivt – især i de tre kampe mod AGF, der viste sig bedre over tre kampe. Det gav erfaring, og det gav os også vished om, vi var på rette vej, men stadig manglede lige det sidste.
Derfor er vi – i en forvejen godt sammentømret trup – blevet suppleret med Amanda og Jo. De har gjort en god trup – bedre og bredere, og har helt klart givet os flere facetter i spillet samt mere stabilitet. Og slutteligt – i og med vi har fået en bredere trup – så har det gjort, at vi er mindre sårbare over for skader end tidligere.
Pigerne har virkelig trænet igennem og udvist HØJ træningsmoral – og formået at lægge lag på i forhold til de foregående år.
I hallen bliver der arbejdet benhårdt, hvor der hele tiden bliver lagt ekstra lag og tempo på spillet. På landevejene – og i styrkelokalet – hvor Hagenbæk har fået endnu mere fat i spillerne. Her er der blandt andet blevet indført et morgen-styrkepas.
Målmandstræner Moeglin arbejder konstant på at få procenterne endnu mere i plus for vores keepere.
Det skal også siges, at vi får den optimale sparring af vores hold 2, hvor Henrik og Svoldes store arbejde, har resulteret i en 2. plads i 3. division.
Når alt dette er sagt – så nyder vi den kæmpestore opbakning, der er i klubben. Dette blev i særdeleshed afspejlet i vores oprykningskampe i sidste sæson, hvor vi på hjemmebane havde en helt fyldt Ølstykkehal i ryggen – det var helt fantastisk.
Vores gode opstart med træningslejre i Sverige og Italien skal også nævnes, som en medvirkende faktor til den gode start på sæsonen. Vi havde nogle hårde kampe mod fysisk stærkere modstandere under andre rammer end normalt, hvilket som hold gav os rigtig meget. I løbet af sæsonen har vi etableret et træningssamarbejde med TMS, som bestemt også er en fordel for os.
Vi glæder os helt vildt – og ser frem – til 2. halvdel af sæsonen. Men først – en god lang julepause 🙂
Glædelig jul fra os til jer.