Drama i Otterup: HØJ’s super slutspurt gav sejr

HØJ på vej i sikkerhed, da de gav en af deres direkte konkurrenter baghjul med en flot 26-24 sejr

HØJ’s 1.divisionsherrer fortsatte stimen af gode resultater efter nytår, da de torsdag aften sikrede sig en uhyre vigtig udebanesejr på 26-24 over fynske Otterup. Selv om de endnu mangler otte kampe, så var det et syvmileskridt, at de tog væk fra de to pladser, som skal ud i kval-kampe for at blive i divisionen, idet Otterup nu blev efterladt på en af de pladser hele fem point efter HØJ.

Gæsterne var nemlig tændt fra start, hvor de to hold fulgtes ad de første ti minutter ved stillingen 4-4. Siden kom HØJ foran 4-6, men en udvisning til Rune Hedevang gjorde rigtig ondt, da den kostede tre mål til en 7-6 føring til Otterup. Uturen fortsatte for HØJ med et brændt straffekast, og så kunne hjemmeholdet trække yderligere fra til 11-7. HØJ’s træner Henrik Kjeldsen fik taget en time out, hvor han fik justeret på forsvaret, og det gav pote, for HØJ fik igen ædt sig ind på fynboerne, og da det stod 14-12 i sidste minut før pausen, så satsede HØJ hele butikken, da de tog målmanden ud for en ekstra markspiller, og så kunne Andreas Hampe reducere til 14-13 syv sekunder før pausesignalet.

”Det var meget vigtigt med den scoring, for det betød, at vores spillere gik til pause med en positiv attitude, og det var vigtigt når vi skulle i gang med 2.halvleg”, sagde Henrik Kjeldsen.

HØJ fik da også hurtigt udlignet efter pausen, men også i denne halvleg fulgtes de to hold ad i de første ti minutter til stillingen 18-18. Så løb Otterup ind i udvisning, hvor HØJ slog til ved at bringe sig foran 18-22, her kom keeper Jacob Hvid endda også på tavlen, da han sendte bolden i et tomt mål. Kort efter blev rollerne byttet om, da HØJ’s Frederik Høyer røg ud, og så var Otterup atter tilbage i kampen, da Mats Gordon Krogh scorede fire kasser på stribe til 22-22 med otte minutter tilbage af kampen, to af målene på grund af HØJ’s boldtab, og så måtte Henrik Kjeldsen igen smide det grønne timeout kort.

”Det var vigtigt, at vi brugte al energien på at få lukket af i forsvaret i slutfasen, for så var jeg overbevist om, at vi nok skulle få scoret de mål i den anden ende”.

Otterup nåede dog at komme foran 24-23 fem minutter før tid, men så lukkede forsvarsgeneralen Kristoffer Jessen og hans centrale 4-blok så effektivt af, at Otterup ikke fik scoret i resten af kampen. I stedet fik Rune Hedevang udlignet, og så kunne Frederik Høyer lukke festen mod sin gamle klub ved at score HØJ’s to sidste mål til slutstillingen 24-26 – en kæmpe forløsning for hele HØJ-truppen, der så småt kan skimte lys for enden af tunnelen efter den fjerde sejr ud af fem mulige her i det nye år.

”Det var så vigtigt med den sejr. Spillerne gav bare alt i sig, og det er yderst vigtigt i denne slags kampe. Forsvaret fik lukket super godt af, som bevirkede at vores to fløje kunne score en lang række mål på deres kontraløb. Så jo, det er en ren fornøjelse at være træner i øjeblikket”, sagde Henrik Kjeldsen inden bussen med HØJ og god stemning atter kørte mod Sjælland.