En forsvarskæmpe og teamplayer stopper i HØJ Elite

Jeppe Jonasson spiller sin sidste kamp i HØJ-trøjen i aften, når han sammen med resten af holdet går på banen i pokalkampen mod Nordsjælland Håndbold.
Jonasson kom fra Tønder Håndbold til HØJ Elite tilbage i sommeren 2020 og har således været i HØJ Elite de seneste 4 sæsoner.
 
Cheftræner Jesper Fredin: ”Jeppe har gennem fire sæsoner været en vigtig del af HØJ Elite, og han har haft stor betydning for klubbens og holdets udvikling. På banen har han været særlig vigtig i vores defensiv, mens han også udenfor banen har nogle stærke værdier og et stærkt lederskab, som ethvert mandskab kan bruge, og som vi bestemt også har nydt gavn af. Det har været en stor fornøjelse for mig at arbejde sammen med Jeppe, og jeg ønsker ham selvfølgelig al muligt held og lykke i fremtiden – både på og udenfor håndboldbanen”.
 
Jonasson udtaler: “Jeg er rigtig glad for mine 4 år i HØJ ELITE. Der skal lyde en kæmpe tak til hele teamet omkring truppen, som hver dag gør alt for vi har de bedste betingelser til at præsentere på banen. Samtidig en stor tak til alle de frivillige i klubben, som altid møder en med et smil i hallen. Jeg ville rigtig gerne have fortsat til næste sæson, men klubben har valgt at kigge andre veje. Sådan er gamet i sportens verden. Jeg håber på at vi kan slutte af med en sejr mod Nordsjælland, det skylder vi vores trofaste publikum”.
 
Direktør i HØJ Elite, Lars Vinther supplerer: ”Jeppe har været et virkelig godt bekendtskab, som har bidraget stort til HØJ Elite gennem de seneste 4 sæsoner. Desværre er det ikke lykkedes os at blive enige om vilkårene for endnu en kontraktforlængelse, og derfor må vi slutte samarbejdet her. På klubbens vegne vil jeg sige Jeppe tak for hans indsats og ønske ham og hans familie held og lykke fremover. Vi søger naturligvis efter en kompetent afløser på positionen og er i kontakt med flere spændende emner”.
 
Efter pokalkampen i aften mod Nordsjælland Håndbold siger vi sammen med tilskuere og fans officielt tak og farvel til Jeppe Jonasson og de øvrige spillere, som vi på nuværende tidspunkt ved skal forlade HØJ Elite til sommer.