Erfaren målvogter med DM-guld på CV’et skifter til HØJ Elite

Foto: København Håndbold
Vi er stolte over at kunne offentliggøre, at den svenske målvogter, 34-årige Martina Thörn, indlemmes i HØJ Elite truppen fra den kommende sæson.
Martina Thörn spiller i øjeblikket for København Håndbold, mens hun tidligere i karrieren ligeledes har optrådt for flere andre danske klubber, heriblandt FC Midtjylland og Odense Håndbold.
I 2022 vandt hun DM-guld med netop Odense Håndbold og har ligeledes stor erfaring fra de europæiske klubturneringer, hvor hun bl.a. har deltaget i Champions League i flere omgange.
Udover sin klubkarriere har Martina desuden spillet 30 A-landskampe for Sverige og var deltager ved VM slutrunderne i både 2019 og 2021.
Martina Thörn har underskrevet en 2-årig kontrakt, og det glæder cheftræner Kristian Kristensen, der tidligere har arbejdet sammen med Martina i FCM Håndbold.
”Martina er en meget passioneret spiller og har en god portion erfaring med sig i rygsækken, både fra det svenske landshold og fra flere af de største klubber i Danmark. Efter Natasja Clausens ulykkelige skade fuldender vi dermed målvogtertrioen, og det giver en dejlig stabilitet”, udtaler Kristian Kristensen.
Martina Thörn siger selv om sin forestående fremtid i HØJ Elite:
Jeg har valgt at skifte til HØJ, da jeg synes, det er et virkelig spænende projekt – samtidig med at Kristian (Kristensen) har fået sat en gruppe med dygtige håndboldspillere sammen til den kommende sæson. Da der åbnede sig en plads, p.ga. Natasjas skade, så følte jeg, at et skifte var det rigtige for mig og familien.
Jeg har netop fået comeback efter at være blevet mor, og jeg kan mærke en stor motivation til at spille håndbold og komme tilbage i god håndboldform igen.
Jeg glæder mig til at starte op med hele truppen, hvor vi kan begynde at bygge noget godt op sammen – så må vi se, hvor langt vi kan nå – det første år i ligaen. Men på papiret ser det virkelig spændende ud!”.
Hos HØJ Elite ser vi ligeledes frem til samarbejdet med vores nye dygtige målvogter, og vi glæder os meget til at kunne præsentere Martina Thörn for hele HØJ fællesskabet.
Yderligere oplysninger fås hos HØJ Elites bestyrelsesformand Helle Rasmussen på mobil: 30 32 72 73.
Blå bog:
- VästerårsIrsta HF (2009-2015)
- Glassverket IF (2015-2016)
- FCM Håndbold (2016-2017)
- Randers HK (2017-2019)
- Aarhus United (2019-2021)
- Odense Håndbold (2021-2023)
- København Håndbold (2023-2025)
- Landskampe: 30A og 12U.