Frederik Nielsen gør comeback

Egentlig var 32-årige Frederik Nielsen stoppet med håndbold på topplan efter Køge rykkede ud af 1. division i sidste sæson. Men pludselig kom der bud efter den stærke venstreback, da skaderne ramlede ned over HØJ i opstarten.

– Vi har Andreas Hampe og Jacob Bønnelykke ude med skader, og det har lange udsigter med dem. Vi er tvunget til at gøre noget, hvis vi skal opfylde vores målsætning om at slutte i top fem, og det skal vi, siger HØJs sportschef Henrik Kjeldsen og fortsætter:

– Vi får en spiller ind, der kan gøre en forskel. Han kan afgøre en håndboldkamp med sit skud og sine indspil. Det så vi sidst, han var i Ølstykke, hvor han scorede otte mål. Han er megadygtig. Alle skriger efter bagspillere, der kan gøre en forskel. Og derfor er det sindssygt fedt, at vi kan lave en aftale med Frederik

Aftalen gælder foreløbig frem til nytår.

Foto af René larsen