Fredin sætter nogle ord på nederlaget til HC Midtjylland

jesper_fredin

Efter en hård og svær kamp i 1. divisionens klart flotteste faciliteter må vi sande, at HC Midtjylland ser ligaklar ud og efterlader os andre i toppen til kampen om kval-pladserne. Vi mødte rækkens bedste hold, der simpelthen er for dygtige, for skarpe og for kyniske til, at vi kan være med, når vi ikke selv rammer vores topniveau. Den går bare ikke mod et så stærkt hold som HC Midtjylland og slet ikke på en halvtom energitank på en lang udebanetur til Holing en mandag aften.

Jeg havde håbet på, at vi kunne være mere konkurrencedygtige. Langt hen ad vejen synes jeg vi spiller rigtig god håndbold og kommer frem til mange fine situationer både offensivt og defensivt. Offensivt tilspiller vi os et hav af store nærskudschancer og tilkæmper os masser af straffekast, men skarpheden og kynismen manglede i den grad, når boldene skulle kastes i kassen. Defensivt står vi godt og knokler som gale, men som med offensiven mangler vi de sidste procenter, særligt sent i angrebene hvor vi gang på gang ender med at tabe aggressivitet på deres skytter, laver småfejl og tilmed mangler det sidste på redningerne.

Vi kan ikke andet end lykønske HC Midtjylland med en overbevisende sejr. Vi må erkende, at de har bevist hen over sæsonen, og i særdeleshed også i vores to indbyrdes opgør, at de er rækkens klart bedste hold.