HØJ damerne synes ustoppelige – solid sejr på Fyn!!!
DHG Odense – HØJ Elite 23-32 (10-12)
I optaktsinterviewet til søndagens opgør mod DHG Odense lagde HØJ Elites færøske landsholdsspiller, Marita Mortensen, ikke skjul på, at hun og holdet forventede en svær udekamp i Dalum, og den spådom gik til dels i opfyldelse.
Det var der dog ikke meget der tydede på i kampens indledning, da HØJ damerne kom bragende ud af starthullerne og var klar fra første sekund.
En vaskeægte drømmestart, og en 6-1 føring efter bare syv minutter, var de herlige facts som lyste klart og tydeligt ud fra måltavlen.
Herefter tog hjemmeholdet timeout og fik efterfølgende spillet sig noget mere til rette, hvorfor vi måtte “nøjes” med en spinkel tomålsføring på 12-10, efter de første 30 minutter.
Indledningen på 2. halvleg skulle dog vise sig at blive endnu mere vanskelig for 1. divisions førerhold, da DHG nærmede sig faretruende og tilmed var tæt på en udligning, da man scorede til 11-12 kort efter pausen.
Hjemmeholdet blev ved med at bide godt fra sig indtil kampens sidste tredjedel, hvor HØJ’erne for alvor trak fra og vekslede en tomålsføring på 17-15 til en ottemålsføring på 24-16, ti minutter senere.
HØJ damerne vandt dermed perioden med hele 7-1, og der var efterfølgende ikke mere spænding tilbage i opgøret. Kampen blev derfor sikkert vundet med cifrene 32-23, da Jessica Helleberg “lukkede ballet” kort før tid.
Anders Krogh udtaler:
“DHG er en vanskelig størrelse, da de bl.a. har spillet to uafgjorte udekampe mod topholdene fra Holstebro og AGF, så placeringen som nummer 9 snyder en anelse.
På forhånd var vi godt forberedte på deres dygtige offensive spillere, hvilket dog ikke lykkedes helt efter planen i 1. halvleg, men vi får rettet godt til i pausen, ligesom vi også kommer ud med 10-20 procent mere, og bedre, på “indstillingen” fra 2. halvlegs start.
Vi rykker godt fra efter ca. 10 minutter og spiller bl.a. glimrende 7 mod 6, som er med til at vende kampen til vores fordel. Forsvaret leverer ligeledes en koncentreret indsats, og sejren kommer derfor i hus på baggrund af en god og kollektiv holdpræstation”.
Det var 8 på stribe til HØJ Elite!!!