HØJ Elite supplerer dametruppen med Ligakeeper
Som led i forberedelserne til livet i 1. division har HØJ Elite suppleret truppen med en rutineret målvogter fra øverste hylde, nemlig Natasja Clausen, der kommer til fra Ajax København på en 2-årig kontrakt. 31-årige Natasja Clausen har 10 års erfaring fra Håndboldligaen, da hun tidligere har spillet i Ringkøbing, Nykøbing og nu senest for ligaholdet i Ajax København.
Om tilgangen siger træner Anders Krog: ”Vi har heldigvis i forvejen unge og meget talentfulde Sørine Wolf på positionen, foruden rutinerede Nadja Chahade, der også har rigtig fine kvaliteter. Men vi var af den opfattelse, at der var behov for yderligere en keeper i truppen for at matche det noget højere niveau og den større intensitet i 1. division. Der er ingen tvivl om, at det bliver en helt anden udfordring for os, end vi har været vant til, og vi ved bare, at målvogterpositionen er enormt afgørende”.
Michal Piotrowski supplerer: ”Med Natasja får vi en keeper med rutine, drive og udstråling, som helt sikkert vil gøre en kæmpe forskel for vores første sæson i 1. division. Natasja er bund seriøs og ærgerrig og med stor vindermentalitet. Og ved siden af hendes indlysende kvaliteter som målvogter vil hun kunne give videre af sin erfaring til Sø og Chahade, ligesom hun kan bidrage til et endnu højere niveau i træningerne”.
Om skiftet til HØJ og 1. division siger Natasja Clausen selv: ”Jeg glæder mig til at komme til HØJ. Klubben er i gang med en kæmpe udvikling, og jeg vil gerne være med til at skubbe yderligere på. Jeg glæder mig til at bruge min erfaring og lære de unge nogle af de ting, jeg selv har lært gennem 10 år i Ligaen. HØJ og 1. division er samtidig et perfekt match for hele mit liv, hvor mor-rollen, det civile liv og håndboldspilleren kan blive forenet i en rigtig god hverdag”.
Yderligere information fås hos træner Anders Krogh på tlf. 51224405.