HØJ Elitehåndbold og cheftræner Jesper Fredin forlænger samarbejdet

Sæsonen 2022-2023 er Jesper Fredins sjette som cheftræner på herresiden i HØJ Elitehåndbold. Og det bliver langt fra den sidste, for klubben har valgt endnu engang at forlænge samarbejdet med Fredin, så hans kontrakt nu løber frem til sommeren 2025.

’’Vores oplevelse er, at vi med Fredin i front fortsat udvikler og styrker vores sportslige set-up og vores spillermateriale, senest bevist ved kvalifikationen til opspillet mod Håndboldligaen sidste sæson og to gange ottendedelsfinale i pokalturneringen. Fredin arbejder meget seriøst og grundigt med tingene, han har udviklet sig som leder og færdiggør snart sin Master Coach uddannelse. Samtidig er han særdeles vellidt alle steder i klubben og engagerer sig også i det vigtige talentarbejde med klubbens egne unge spillere. Han har stået i spidsen for den udvikling, vi har været igennem de seneste 5-6 år, med kvalificering af træningsmiljøet, professionaliseringen af hele set-up’et omkring spillerstaben, tiltrækningen af vores profiler som f.eks. Bo Spellerberg osv. Han har ud over trænerrollen også påtaget sig opgaver, som hos andre nok ville ligge hos en sportschef. Fredin har selvfølgelig ikke løst alle opgaverne selv, men han har stillet krav og er kommet med forslag til forbedringer, som vi så fra ledelsesside har forsøgt at imødekomme bedst muligt. Desuden oplever jeg, at vi har nået en høj grad af tillid til hinanden’’, fortæller direktør i HØJ Elite Lars Vinther.

Om forlængelsen frem til sommeren 2025 siger Fredin selv …

’’Jeg er først og fremmest meget glad for, at jeg fortsat skal være i HØJ Elite. Det er min sjette sæson i klubben og da muligheden for forlængelse kom på tale, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige for mig og min familie. Dagligdagen i HØJ Elite er fantastisk. Jeg glæder mig hver eneste dag over at arbejde sammen med en dygtig og ærgerrig spillertrup og en helt fantastisk stab, som alle knokler og bidrager til vores stærke miljø. Jeg nyder at arbejde sammen med dem alle! At være ansat som træner i den samme klub i mange år er desværre efterhånden en sjældenhed i elitesportsverdenen, og jeg er stolt over at være en af de få. Jeg glæder mig over, at jeg hvert eneste år har kunnet mærke og se, hvordan klubben og jeg har udviklet os sammen.  Vi har været ambitiøse men også realistiske, og vi har alle arbejdet hårdt for at etablere os i toppen af 1. Division. Ambitionerne for begge parter er til meget mere, og jeg er glad for at være i en klub på Sjælland, der forstår sig på kontinuitet, og jeg ser frem til, at vi skal fortsætte det gode samarbejde’’.

 

Yderligere information kan fås hos direktør Lars Vinther på tlf. 20977930 eller cheftræner Jesper Fredin på tlf. 31424334.