HØJ Elitehåndbold tror fuldt og fast på fremtiden og henter excellent stregspiller til næste sæson
På trods af en lidt skuffende pointhøst siden Corona-nedlukningen arbejder vi i HØJ Elitehåndbold målrettet videre for at kunne indfri højere sportslige mål de kommende sæsoner. Som led i udviklingen har vi nu indgået en 2-årig kontrakt med en stærk streg- og forsvarsspiller fra den schweiziske håndboldliga.
Det drejer sig om den 27-årige Tobias Wetzel, der pt. spiller i TSV St. Gallen. Wetzel ligger i øjeblikket nr. 13 på den schweiziske topscorerliste, har spillet EHF Cup og Challenge Cup og været udtaget til samling med det schweiziske landshold.
Om valget af Tobias Wetzel siger cheftræner Jesper Fredin:
”Jeg fik øje på Tobias Wetzel for lidt over et år siden, hvor jeg begyndte at følge TSV St. Gallen tæt. I første omgang var det Bo Spellerberg, jeg fulgte. Men der gik ikke mange minutter før Tobias havde gjort et stort indtryk på mig og fanget min opmærksomhed. Siden da har jeg set rigtig mange af hans kampe, og han har imponeret mig i hver eneste kamp.
Tobias er en vanvittig arbejdsom stregspiller. Offensivt er han energisk og bevægelig uden bold, hvor han arbejder stenhårdt for at skabe plads til sig selv eller sine holdkammerater. Han er dygtig til at positionere sig, god til at gribe bolden og er en teknisk stærk afslutter. Med sit lave tyngdepunkt er Tobias meget vanskelig at dække op, hvilket ofte resulterer i straffekast, hvis han ikke scorer, og udvisninger til forsvarsspilleren. Defensivt knokler han hårdt i 4-blokken, og individuelt besidder han en god timing og aggressivitet på sine tacklinger. Tobias har spillet mere eller mindre fuld tid i St. Gallen, hvor han præsterer på et højt niveau uden at falde i intensitet undervejs i kampene. Det er i sig selv imponerende i en fysisk meget stærk Liga.
Jeg mener, at vi med denne signing har gjort et kæmpe scoop, og det vidner om, at HØJ Elite fortsat er i rivende udvikling, selv i en vanskelig tid med begrænsede muligheder for vækst. Jeg er meget glad, stolt og dybt imponeret over, at det er lykkedes at få Tobias Wetzel til HØJ Elite”.
Tobias Wetzel begrunder selv aftalen med HØJ Elitehåndbold med, at han længe har haft et ønske om at komme til udlandet og spille håndbold, og særligt den danske måde at spille håndbold på tiltaler ham. Det tæller bestemt også, at han kan komme til at spille sammen med Bo Spellerberg igen – de to var holdkammerater, da Spellerberg var træner i netop TSV St. Gallen i sæsonerne 18/19 og 19/20.
Om Tobias Wetzel siger Spellerberg: ”Tobi er en drømmespiller at få for ethvert hold, hvad angår indstilling, vilje og engagement. Til sæsonen i år i St. Gallen har den nye træner endda valgt at gøre ham til anfører. Så udover at være en fremragende håndboldspiller er det en ledertype med de rigtige menneskelige kvaliteter, det er lykkedes os at hente til HØJ Elite”.
Med tilknytningen af Tobias Wetzel fra den kommende sæson, siger vi i HØJ Elite farvel til Villads Raahauge, der har været i klubben de sidste 3 sæsoner.
Yderligere information kan fås hos cheftræner Jesper Fredin på tlf. 31424334 eller direktør Lars Vinther på telefon 20977930.
Billederne af Tobias Wetzel er fra kampe for hans nuværende klub TSV St. Gallen. Billederne er taget af fotografen Stefan Risi fra TSV St. Omar.