HØJ Elites kvinder får tilgang af topscorerlistens nummer 2 

Med 160 mål blev 25-årige Anne Cathrine Lundbye – kaldet AC – den næst mest scorende spiller i 1. division i sæsonen 2023-2024, så det er en særdeles målfarlig spiller, der bliver en del af HØJ Elites dametrup fra den kommende sæson 💪😃

 

”AC er en særdeles hårdt skydende bagspiller med et stort skudrepetoire på højt niveau. Hun spiller primært venstre back men kan også begå sig både som playmaker og højre back. AC er en virkelig dygtig tovejsspiller, og selvom skuddet er af høj klasse, så skal det også nævnes, at AC de seneste år har lagt ekstra lag på forsvarsspillet og i 2. fasekontraen”, fortæller træner Michal Piotrowski.

 

Anders Krogh: ”Vi er meget glade for, at AC er landet i HØJ Elite. Gennem de sidste sæsoner har hun været en stor profil i 1.division og har ”gjort ondt” på alle hold. Vores hold har kun ét år på bagen i 1. division, og AC vil kunne bidrage med hendes store rutine fra bl.a. fire sæsoner i TMS Ringsted. AC har gennem de seneste mange sæsoner været at finde på topscorerlisten i 1. division og hendes tilgang vil betyde, at kan få et ekstra lag lagt på vores spil”.

 

AC siger selv: ”Jeg har valgt at tage til HØJ Elite på grund af deres spændende projekt og gode miljø, som passer godt til mine værdier. Jeg ser frem til at starte og glæder mig til at blive en del af klubben. Derudover håber jeg også at kunne bidrage til holdets fortsatte positive udvikling i 1. division”.