Herlev-Hjortens suveræne tophold var for stor en mundfuld

OVE DYRSTRØM

Efter en udebanesejr på 21-20 over Brøndby tidligere på ugen, så var der tanket selvtillid hos HØJ’s 3.divisionshold inden lørdagens opgør i Ølstykkehallen mod rækkens helt suveræne tophold fra Herlev-Hjorten, som har vundet samtlige kampe i denne sæson. Det blev da også en kamp helt på gæsternes præmisser, de satte turbo på fra start og med 1-6 efter ti minutter så var der dømt ”cruise control” i resten af kampen, som de vandt med 17-28.

”Vi brænder lidt sammen i dag på vores 1.halvleg, men der var ingen grund til at hænge med mulen, for vi har før været bagud med otte mål og vundet. Men de er et rigtig godt tophold, og det er bestemt ingen skam at tabe til dem”, sagde HØJ’s træner Susanne Møller Andersen efter kampen.

HØJ’s svage udlæg skyldtes et stærkt forsvar hos Herlev-Hjorten, og ikke mindst en stærk keeper, som HØJ’s spillere absolut skulle skyde i bunden af målet, hvor hun var suveræn stærk med sine fodparader. Efter de ti minutter fik HØJ lidt mere gang i målscoringen primært ved Maria Krøyer, der tog tæskene i konfrontationerne med gæsternes forsvar. Herlev-Hjorten var dog et godt sammenspillet hold, som kom langt nemmere til deres mål, så de fik øget til 4-12 med flere skud fra distancen. En sådan spiller manglede HØJ i den grad, og da der samtidig sneg sig flere boldtab ind, så kunne gæsterne gå til pause med en sikker 7-18 føring.

”De havde kun scoret 11 mål efter 20 minutter, så det var fint nok, men desværre havde vi 14 brændte chancer, så der smuttede de fra os. Jeg havde fortalt spillerne, at de skulle skyde keeperen oppe i målet, men det var vi åbenbart ikke helt enige om, og samtidigt havde vi heller ikke de samme redninger i den anden ende af banen”, sagde HØJ-træneren.

Efter pausen gjaldt det for HØJ at få stabiliseret spillet, og det lykkedes da også til dels. Selv om spændingen for længst var sivet ud af matchen, så lykkedes det for HØJ, at score lige så mange mål som topholdet i denne halvleg, så det endte med slutcifrene 17-28. Alligevel kan HØJ’s træner se tilbage på et godt efterår.

”Jeg syntes vi har vist gode takter op gennem sæsonen. I dag fik Line Dam til sidst bevist hvad hun står for, og Emilie Lorentzen fightede som altid. Så med sejren over Brøndby tidligere på ugen, så kan vi nu gå på en velfortjent juleferie”, sagde Susanne Møller Andersen.

2017-08-01T08:26:04+02:00