HØJ’s divisionsherrer er klar til sæsonstart efter en aktiv sommerpause
Selvom sommervarmen i lang tid har lagt låg på Danmark, så har HØJ’s 1.- og 3. divisions herrer ikke ligget på den lade side. De har knoklet med løb og styrketræning i deres 3 ugers sommerferie, og er nu i fysisk topform til at starte håndboldtræningen op igen.
Cheftræner Jesper Fredin fortæller:
”Vores fysiske træner Jan Jeppesen har udarbejdet nogle gode programmer til spillerne, og de har henover sommerferien arbejdet benhårdt på at forbedre deres fysiske tilstand. Der har været individuelle formål med træningen, hvor nogle har arbejdet med konditionen, mens andre har haft behov for større muskelmasse. Jeg er meget imponeret over truppens arbejdsindsats og den ærgerrighed, der er blevet udvist i sommerferien”.
HØJ-truppen var samlet første gang efter ferien torsdag i sidste uge og har et intensivt program foran sig med træningslejre, træningskampe osv.
”Vi har prioriteret et komprimeret opstartsprogram med mange træningskampe, da vi har udskiftet spillere på nøglepositioner til den kommende sæson. Vi har brug for mange gentagelser i trænings- og kampsituationer, så de nye spillere kan integreres i vores spilkoncept. Det bliver altafgørende, at vi på kort tid får sammenspillet nogle forskellige konstellationer, så vi er godt sammenrustet til turneringsstarten d. 8. september. Vi starter hårdt ud med flere spændende opgaver i opstarten – torsdag d. 2. august skal vi til Ystad, som er anført af den tidligere Kiel-verdensstjerne Kim Andersson, og som sidste år blev nr. 6 i grundspillet i den svenske Handbollsligan”, fortæller Fredin.
I den kommende sæson vil vi se en spillertrup med nogle nye ansigter, som antydet af Fredin. HØJ har bl.a. fået tilgang af stregspilleren Nicklas Bjerre Petersen og bagspilleren Andreas Stryger, som begge kommer fra TMS Ringsted. HØJ’s nye forsvars krumtap Villads Raahauge Jensen er kommet til fra Ajax, og den 19-årige back Jacob Zøhner fra Give HK. Truppen består dog stadig også af velkendte spillere som den stærke stregspiller Jakob Stork, der har forlænget sin kontrakt med HØJ Elite for to år, Emil Bramming på venstre fløj, venstre backen Frederik Høyer og højre backen Mikkel Sjøberg. Morten Slundt er efter en skulderoperation klar til for alvor at spille en rolle på banen – han nåede kun to kampe for holdet i sidste sæson, inden han blev skadet. Peter Nørklit og Brian Jørgensen danner makkerpar på målmandsposten.
I den kommende sæson satser HØJ også på en række unge talentfulde spillere af klubbens egen avl. Det drejer sig bl.a. om de to bagspillere Jeppe Hjorth og Christopher Rasmussen, der i den forgangne sæson fik erfaring med 1. divisions håndbold. Cheftræner Jesper Fredin tror på de unge bagspillere:
”Jeppe og Christopher har det fornødne talent og har gennem optimale rammer i HØJ’s talentfulde ungdomsafdeling udviklet sig flot. Begge spillere har vist, at de er berettiget til at være en del af truppen med offensive spidskompetencer i fart, dueller og hurtige skud på kant”. Også tre unge og talentfulde fløjspillere skal for alvor prøve kræfter i 1. division denne sæson. Det drejer sig om Fredrik Lind, Philip Kempf og Frederik Lundgaard, som alle er hurtige, teknisk dygtige og ikke mindst ambitiøse.
”Jeg har glædet mig meget til at komme i gang med den nye sæson, og jeg er bestemt optimistisk. Vi kan og skal forbedre os resultatmæssigt i forhold til sidste sæson. Vi mistede point i mange kampe, hvor vi særligt manglede en del kynisme i de afgørende faser. Det kostede dyrt og blev sæsonafgørende med en plads i nedryknings-/kvalifikationsspillet, der f.eks. rigtig ærgerligt medførte, at vores 3. divisionshold ikke måtte rykke op i 2. division. Der skal vi ikke ende efter denne sæson, siger Fredin. Men i første omgang er målet at få integreret de nye spillere i vores koncept, og så må vi i fællesskab udarbejde målsætningen for HØJ Elite 18/19”,slutter Fredin af.
Yderligere oplysninger fås hos cheftræner Jesper Fredin på 31424334 eller Lars Vinther på 20977930.