Stærk premieresejr mod oprykningsfavoritterne fra Holstebro!!!

HØJ damerne skulle på en yderst vanskelig opgave i sæsonpremieren, da man var en tur i det jyske for at møde oprykningsfavoritterne fra Holstebro Håndbold. Det skulle dog hurtigt vise sig, at vi var rigtig godt forberedte til opgaven.

Kampens indledning var en nogenlunde jævnbyrdig affære, da de to hold byttede mål frem til 8-8, hvorefter hjemmeholdet trak en smule fra til stillingen 10-8, efter 16 minutters spil.

Det fik dog på ingen måde HØJ holdet til at ryste på hænderne, da man efterfølgende vandt den resterende del af halvlegen med hele 6-1, hvorfor man kunne gå til pause med en imponerende 14-11 føring i rygsækken.

Fra anden halvlegs start kom HØJ damerne flyvende ud fra omklædningsrummet, og forspringet blev hurtigt øget til en solid 17-11 føring, inden Holstebro igen kom på tavlen. Og da vores egen Mathilde Trend scorede til 20-14 i HØJ’s favør, efter små 43 minutters spil, var man godt klar over, at det her måske kunne blive en kamp til historiebøgerne.

Holstebro Håndbold ville det dog anderledes, og da man vandt de næste fire minutter med 5-1, var spændingen i opgøret, igen, fuldstændig intakt. Minutterne gik langsomt, og da hjemmeholdet fik reduceret yderligere til “minus en”, ti minutter før tid, blev der trykket på HØJ timeout knappen.

Det “træk” hjalp, og vi fik igen noget tiltrængt luft på måltavlen. Det hele endte derfor med en både flot, MEGET imponerende, og ikke mindst, fortjent premieresejr på en af de absolut sværeste udebaner i hele 1. division.

HØJ Elite træner, Anders Krogh udtaler:

“Der var tale om en helstøbt holdindsats, hvor jeg først og fremmest må rose vores bredde – den var afgørende. Vi havde et godt forsvar med to dygtige keepere, men alle vore spillere skiftedes til at byde godt ind undervejs. Her må jeg især rose AC, (Anne-Cathrine Lundbye) som var kampafgørende”.

TAK til HØJ-tilskuerne, som havde taget den lange vej med til Holstebro for at støtte spillerne. Det er altid en fornøjelse at opleve den store support på lægterne, når vi er rundt omkring i landet.

Lørdag den 21. september er der allerede mulighed for at opleve HØJ damerne igen, da vi har et brag af et lokalopgør mod Roskilde Håndbold, kl. 14.00 i Ølstykke Hallen. Vi håber på mange tilskuere i hallen, så vi også kan få en god start på hjemmebane.

Billetter til den kamp købes på Billetsalg.dk/høj