Lindberg og U19 drengene – “Den gode historie”.
Selvom der til daglig, og uden skyggen af tvivl, er mere end rigeligt at se til for vores olympiske mester, Hans Lindberg, prioriterede han alligevel, og med stor glæde, at bruge sin torsdag aften i HØJ’s ungdomsafdeling.
Her var han gæstetræner hos vores U19 drenge, som fik sig en ordentlig en på “opleveren”, da Lindberg pludselig trådte ind ad døren for at hjælpe til.
Hans Lindberg stod, naturligvis, for fløjtræningen og delte velvilligt ud af sin kæmpemæssige erfaring og rutine, til stor glæde for vores unge fløjtalenter.
Det var en herlig, spændende og ikke mindst brugbar aften, som uden tvivl var noget, der blev værdsat af de overraskede ungdomsspillere.
En af U19 drengene udtaler følgende:
“Det var virkelig godt. Fedt at få træning af en spiller, der ved, hvordan det skal gøres. Han så ret hurtigt hvem af os der kunne springe langt, havde et godt skud eller god teknik. Jeg syntes det var fedt, at han hurtigt så, hvem der kunne hvad, og derfra snakkede med os individuelt om, hvad vi kunne forbedre”.
Gustav Kleveland, ligeledes U19 spiller supplerer:
“Træningen var mega god. Hans havde en masse gode tips og tricks, som han lærte os. Helt klart noget jeg vil bruge fremover”.
Om selve formålet forklarer Lindberg selv:
“Jeg er her for at hjælpe med omkring fløjtræningen, hvor fokus bl.a. ligger på at ændre de “små ting”, både med hensyn til springteknik og detaljer, som kan give det “lille” og afgørende ekstra i situationerne”.
Ovenstående er endnu et herligt eksempel på, hvilket stort format, og hvilken fantastisk indstilling, en stjerne som Hans Lindberg udviser, når han på denne måde vælger at “give noget tilbage” til sin barndomsklub og aldrig har glemt, hvor han kommer fra.
Ordet respekt, kan vist ikke overvurderes her.
Fantastisk, igen og igen, at opleve sammenholdet og båndet, der binder HØJ Elite og ungdomsafdelingen så tæt sammen, og på bedste vis, får hjulene til at køre rundt i vores fælles klub.
Det var “Den gode historie” om HØJ’s Hans Lindberg, der som den største selvfølge valgte at hjælpe til i ungdomsafdelingen en helt almindelig torsdag aften.