Målfest – da HØJ damerne vandt for 7. gang i træk!!!
HØJ Elite – Randers HK 40-31 (21-17)
Der er ingen tvivl om, at succes avler succes, også udenfor banen, og det var lørdag eftermiddag i Ølstykke Hallen et rigtig godt eksempel på. For endnu engang var der stor tilskuer-interesse og pres på indgangene, da HØJ damerne bød Randers HK op til dans i sæsonens tredje hjemmekamp.
Et opgør som i øvrigt skulle vise sig at blive ret så “bøvlet” undervejs.
Kampens indledning gik ellers fuldstændig efter planen, da landsholdsaktuelle Marita Mortensen havde sidste hånd på scoringen til 4-1, efter bare fire minutters spil.
Her havde man en fornemmelse af, at det godt kunne blive til en stensikker hjemmesejr, som måske allerede ville blive sikret tidligt i kampen, men randrusianerne ville det helt anderledes. For efter HØJ’s “chokstart” satte udeholdet turboen til, da man scorede tre gange i træk og derfor hurtigt kunne udligne til 4-4 halvandet minut senere.
Herefter var kampen helt lige, og da Randers HK ovenikøbet bragte sig foran 16-15, små fem minutter før pausefløjtet, begyndte de første alvorlige “panderynker” at indfinde sig på tilskuerrækkerne. Var det første pointtab i sæsonen mon undervejs?
Den tanke blev heldigvis “punkteret” kort efter, da HØJ damerne viste klassen og vandt de resterende minutter af halvlegen med hele 6-1, hvorfor vi kunne gå i omklædningsrummet med en forholdsvis sikker føring på 21-17.
I de sidste tredive minutter fortsatte målfesten, stadig med hjemmeholdet i teten, og tolv minutter inde i anden halvleg var HØJ-føringen øget til hele 9 mål, hvilket også var afstanden ved slutfløjtet.
Det hele endte derfor med en både sikker og komfortabel sejr på 40-31, til stor begejstring for HØJ familien ude på de fyldte tribuner.
Det største jubelbrøl kom i øvrigt til sidst i opgøret, da vores dygtige U19 fløj Line Gøttsche kom på banen og fik debut, og tilmed scorede et flot mål, kort før tid. Det resulterede i store og velfortjente klapsalver, både på banen, på bænken og på lægterne.
En rigtig “solstrålehistorie” som viser, at foreningens store og vigtige talentarbejde i den grad bærer frugt og kan føre hele vejen til eliteholdet.
Ander Krogh udtaler om kampen:
“Selvom Randers frister en tilværelse i bunden af rækken, så er der masser af kvalitet i dem, hvilket blandt andet kan ses på deres resultater: et smalt nederlag til topholdet Ajax samt en sejr over topholdet Roskilde.
Det var to toptændte mandskaber, der var klar fra start – og der blev lagt ud i et hæsblæsende tempo, hvor holdene fulgtes ad i hele 1.halvleg. I slutningen af halvlegen fik vi dog skabt et lille hul – og kunne gå til pause med 21-17. De første 30 minutter bød på mange scoringer – og her var især Duelund, Florin, AC og Navne i mål-hopla.
I pausen fik vi især talt omkring det defensive – og fik rettet små ting til – og det lille hul vi fik skabt i slutningen af 1. halvleg, blev i kampens første kvarter stille og roligt udbygget til en føring på 8-9 mål, som vi holder kampen ud.
Det hele endte med en 40-31-sejr, hvor vores debutant fra U19, Line Lundgaard Gøttsche, scorede det sidste mål. Igen kan vi rose den store bredde, vi har i truppen; der er 11 spillere på scoringslisten (12 med Clausens scoring i tomt mål). Vi har samtidig Mathilde (Trend) og Frederikke (Olsen) ude med skader – og ind er kommet Simone (Jægergård) og Line fra U19. En helstøbt holdindsats, måske en lidt svingende forsvarsindsats, men selvom der var lidt “grus i maskineriet”, så fightede alle mand – og så var der stærke individuelle præstationer i angrebet.
Tak til Randers for en god kamp. De pressede os hele kampen igennem, og knoklede på i samtlige 2×30 minutter med fight og solidt angrebsspil. Tak til vores sponsor – Flex Gulvservice, så tilskuerne kunne komme gratis til kamp – og danne en fantastisk ramme for kampen. Og til sidst en kæmpetak til vores seje indløbere fra HØJ Kidz, som var med under hele opvarmningen, – til indløb og som heppede hele kampen”.
Næste opgave for HØJ damerne finder sted søndag den 17. november, hvor vi skal en tur til det fynske og møde DHG. Her er der kampstart kl. 14.00, og vi glæder os til den massive støtte, som altid kommer os i møde, også når vi spiller på udebane.
Tusind tak til Thomas Tvilling for de fantastiske billeder