Marita Mortensen – drømmen er EM-slutrunden i Schweiz!!!
HØJ Elites dygtige færøske playmaker, Marita Mortensen, er netop blevet udtaget til den kommende landsholdssamling, som finder sted i slutningen af oktober i Tórshavn.
Marita fortæller her om den kommende landsholdsopgave:
”Jeg glæder mig til træningssamlingen og ser frem til nogle gode træninger med en bred bruttotrup, som forbereder sig til EM-slutrunden. Det ville være en kæmpe oplevelse for mig at komme med til Schweiz og spille EM, men jeg ved også, at der er kamp om pladserne, og derfor vil jeg naturligvis gøre mit bedste”.
Marita Mortensen har i øjeblikket stor succes med resten af HØJ Elite dameholdet, som p.t. indtager førstepladsen i 1. division.
Anders Krogh, træner for HØJ Elite, udtaler om Maritas nuværende succes:
”Pio og jeg så Marita spille en meget tidlig formiddag i Sundbyøsterhallen. Der gik rygter om en spiller, der hamrede 10-12 mål ind i hver kamp. Da vi havde set kampen, var vi ikke i tvivl om, at der her var en spiller med et kæmpe potentiale. Marita er på kort tid blevet en af vores bærende spillere – både i forsvar og angreb. Stor fysik og forudseenhed i forsvaret, og i angrebet er hun både stærk på gennembrud og skud udefra. Meget imponerende – og vi er ret sikre på, at vi kun har set toppen af isbjerget… En spændende spiller at følge i fremtiden. Stort tillykke med udtagelsen!”.
Vi ønsker Marita al mulig held og lykke, og krydser fingre for, at hun kommer igennem “nåleøjet” og booker en plads på EM-holdet, som bl.a. skal møde Danmark, tirsdag den 3. december kl. 18.00 i Basel.
Foto: Thomas Tvilling