Rutineret målvogter forlænger med HØJ Elite

Foto: Thomas Tvilling.
Hos HØJ Elite er vi stolte over at kunne offentliggøre, at vores dygtige og rutinerede målvogter Natasja Clausen har forlænget sin aftale for de kommende to sæsoner således, at den nu er gældende til sommeren 2027.
Trænerteamet Anders Krogh og Michal Piotrowski udtaler:
“Clausen kom til HØJ Elite til sæsonen 23-24, da vi lige var rykket op i 1.div. – selvom der var bud fra en højere hylde, så valgte Clausen HØJ Elite til med en stor tro på projektet.
Det har fra starten været et supergodt match. Clausen har bidraget med rutine, professionalisme, ærgerrighed, altid positivt humør og et højt energiniveau, som har smittet af på alle.
Samtidig – som det allervigtigste – står Clausen noget nær altid med høje procenter, og hun har været stærkt medvirkende til holdets sportslige succes”.
Om forlængelsen siger Natasja Clausen selv:
”Jeg har valgt at forlænge med HØJ Elite, fordi jeg er rigtig glad for klubben, og synes det er et rigtig spændende projekt. Herudover er jeg en del af et godt hold.
Jeg vil gerne være med til fortsat at videreudvikle klubben og dameholdet i den gode retning. Samtidig synes jeg, vi har fået opbygget en rigtig god hjemmebane, hvor jeg virkelig føler mig hjemme.
Oven i det hele er det vigtigt for mig at være et sted, hvor der er plads til at have en familie, og det har jeg mulighed for her. På det personlige plan håber jeg også, på trods af min rutinerede alder, fortsat at kunne videreudvikle mig i samarbejde med Thomas Moeglin (målmandstræner) og det nye trænerteam.
Sidst men ikke mindst, håber og drømmer jeg selvfølgelig også om oprykning til Håndboldligaen og om at kunne være med til at vise vores klub frem for hele ”håndbold Danmark”.
Vi glæder os ligeledes til fortsættelsen og ser frem til en spændende fremtid med Natasja som en vigtig del af HØJ Elite.
Yderligere oplysninger fås hos HØJ Elites bestyrelsesformand, Helle Rasmussen på mobil: 30 32 72 73.