Rutineret topspiller booster HØJ Elites dametrup

Vi er stolte over at kunne præsentere 33-årige Clara Monti Danielsson, som fra sommeren 2025 vil forstærke HØJ Elite kvindernes Liga-trup.
Svenske Clara Monti er en yderst rutineret stregspiller, som har spillet på nogle af de helt store adresser i sin flotte håndboldkarriere. Clara har bl.a. været dobbelt dansk mester med Team Esbjerg i både 2019 og 2020, hvorefter ”guldregnen” fortsatte i tyske Dortmund, året efter.
På nuværende tidspunkt spiller Clara Monti for den montenegrinske storklub og de tidligere Champions League vindere fra Buducnost, som i øvrigt har den tidligere verdensklassespiller, Bojana Popovic, som cheftræner.
Helle Rasmussen fra HØJ Elite uddyber om tilgangen af vores kommende topspiller:
”Der er ingen tvivl om, at Clara vil tilføre vores nye Liga-trup en uvurderlig og givende erfaring fra øverste hylde. Hun er en virkelig dygtig 2-vejsspiller, som samtidig er en rigtig fighter, der altid kommer med en masse god og positiv energi, også i modgang. Sidst men ikke mindst er Clara et særledes stærkt kort i defensiven, hvor hun har nogle helt åbenlyse kompetencer”.
Clara Monti Danielsson udtaler selv om sit tilvalg af HØJ Elite:
”Efter flere år i udlandet, glæder jeg mig virkelig meget til mit nye eventyr i HØJ og til at prøve mine kræfter med den danske Liga igen. Jeg valgte HØJ, fordi jeg synes, det er et meget sjovt og spændende projekt, de er i gang med. Et projekt jeg tror meget på, og som jeg kan se mig selv i.
Det er fedt at kunne være en del af den rejse, og jeg er virkelig glad for, at Kristian, Helle og klubben vil have mig med på den. Jeg kan godt lide, at HØJ beskrives som en familiær klub med store ambitioner, det ser ud til at være et perfekt match for mig og forhåbentlig også for HØJ.
Jeg håber og tror, at jeg kan bidrage med erfaring, energi og ”fight” både til kamp og træning, men også udenfor banen. Det ser ud til, at vi bliver en god blanding af ældre og yngre spillere, der kan lære af hinanden og forhåbentlig få en god oplevelse allerede fra første sæson i den øverste række. Jeg ser meget frem til at møde pigerne, trænerne og alle andre omkring klubben!”.
Hos HØJ Elite ser vi ligeledes frem til samarbejdet med vores nye ”top-streg”, og vi glæder os samtidig meget til at kunne præsentere Clara for hele HØJ fællesskabet.
Yderligere oplysninger fås hos HØJ Elites bestyrelsesformand Helle Rasmussen på mobil: 30 32 72 73.
Blå bog:
- 33 år (født den 30. januar 1992)
- Moderklub: Lugi HF: (-2015)
- Randers HK: (2015-2018)
- Team Esbjerg: (2018-2020)
- Dortmund: (2020-2021)
- Chambray: (2021-2024)
- Buducnost: (2024-2025)
- A-Landskampe: 16 (4 mål)
- U-Landskampe: 65 (93 mål)
- Ungdomsverdensmester: (2010 og 2012)
- Dansk mester: Team Esbjerg (2019 og 2020)
- Tysk mester: Dortmund: (2021)