HØJ tæt på nederlag: Schiøttes vanvittige udligning
Hamrede bolden i kassen med to sekunder tilbage og reddede et point til HØJ’s favoritter
Hvilket drama da HØJ indledte den nye sæson i 1.division med at være på vej mod et overraskende nederlag til Ajax i Ølstykkehallen. De var bagud 24-27 med fire minutter tilbage, HØJ fik kæmpet sig tilbage, da Emil Bramming reducerede til 28-29 med 35 sekunder tilbage, men 10 sekunder før tid fik Ajax et straffekast og kunne lukke kampen, men de brændte på Peter Nørklit, der lynhurtigt fik smidt bolden hen til Mark Schiøtte, som stormede op mod den anden ende af banen, hvor han steg til vejrs og smækkede bolden op i målhjørnet til 29-29 bare 2 sekunder før tid. Spillere, trænere og tilskuere gik amok i jubel over scoringen, og da Lokalavisen efter kampen fangede dagens helt, så måtte han lige forklare, hvad der gik gennem hovedet på ham i den dramatiske afslutning.
”Ja men jeg ser jo, at tiden står på 51 sekunder, da de brændte straffekastet, og den går op på 52 og 53 sekunder, da jeg får bolden, så den må være på 55 og 56 sekunder, da jeg kommer op i den anden ende. Så tager jeg tre lange skridt og hopper op, hvor jeg ser, at målmanden går til det lange hjørne, så jeg prøver at afslutte i det korte, og det var selvfølgelig fedt at se bolden gå i nettet til 29-29”, fortæller Mark Schiøtte.
Dermed fik HØJ’s mandskab med de mange nye ansigter alligevel reddet det ene point hjem efter en kamp med meget svingende præstationer. I 1.halvleg lignede det nærmest en massakre på Ajax, da de efter forrygende spil og skarpe afslutninger af fløjspillerne Emil Bramming og Danni Jørgensen bragte sig foran med 13-7. Desværre løb HØJ ind i et par udvisninger, og de var dårlige i deres undertal, hvor Ajax spiste hele deres forspring, så det blot stod 15-14 ved pausen.
”Vi spillede blændende i de første 20 minutter og har kampen helt under kontrol, men så begynder vi at brænde lidt, så de får nogle kontrascoringer, og det ærgrer mig lidt, for der er stor forskel på at gå til pause med opløftet pande end med småfrustrationer”, sagde HØJ’s træner Lars Nedergaard.
Efter pausen blev det tæt og hektisk, gæsternes Jonathan Mollerup voldte kampen igennem HØJ-forsvaret problemer og med to scoringer, så indledte han 2.halvleg med at bringe Ajax foran 15-16. HØJ kom tilbage, da Danni Jørgensen bragte dem på 18-16, hvor også Mark Schiøtte for alvor meldte sig ind i kampen, men selv om de et par gange havde chancen for at trække fra, så lykkedes det ikke, da de igen brændte oplagte chancer. Ved stillingen 24-24 fik Kenneth Olsen rødt kort efter en tackling, og så bragte Ajax sig foran med 24-27 og lignede en vinder, men HØJ blev reddet af gongonen på grund spillernes indædte tro og fight i slutfasen, så de sikrede sig det ene point.
”Jeg er glad for den indstilling og måden vi fik tacklet det på til sidst. I bakspejlet syntes jeg, at vi skulle have vundet den kamp, men som den udviklede sig i slutfasen, så er jeg mere end lykkelig for at hive det ene point hjem. For 2.halvleg blev lidt af en nervekamp, hvor vi ikke fik trukket fra, da vi havde chancerne, i stedet kommer vi selv under pres og er ved at smide kampen, og det er jo næsten ufortjent, at vi får det ene point til sidst”, sagde Lars Nedergaard efter kampen.