Sikker sejr i imponerende kulisse!!!

Norddjurs Håndbold – HØJ Elite Elite 23-31 (12-19)

Der var skruet godt op for musikken, der var masser af mennesker i hallen, og rammerne var yderst imponerende, da HØJ Elite herrerne var på besøg hos oprykkerne fra Norddjurs Håndbold, lørdag eftermiddag i Grenå Idrætscenter.

På banen var der dog aldrig rigtig tvivl om kampens udfald, selvom indledningen var både tæt og med stor nerve. Det “billede” ændrede sig dog efter ca. et kvarters spil, da HØJ rykkede fra 8-7 til 13-7, på fem minutter, hvorefter kampen for alvor “satte sig” og efterfølgende foregik på udeholdets præmisser.

HØJ drengene var nu i fuld kontrol, og der blev spillet med stor ro, koncentration og ikke mindst kvalitet, i begge ender af banen. En flot og solid sejr som viste, at holdet er præcis, hvor det skal være, inden vi tager hul på de resterende tre kampe inden julepausen.

Hos hjemmeholdet var det særligt Mikkel Scaglione, bror til landsholdsspilleren Julie Scaglione, der svang takststokken, mens det endnu engang var Simen Högdahl Schønningsen, der forlod banen som topscorer på HØJ mandskabet. Denne gang med 8 mål.

Herudover havde Lucas Garsdal et stærkt indhop, unge Lauge Hemmingsen gjorde en god figur, mens Tom Kåre Nikolaisen stod for “dagens detalje” i fornemt samspil med Linus Arnesson, Mathias Nikolajsen og Simen Högdahl Schønningsen.

Se det flotte angreb på HØJ Elites Facebook- og Instagramside (“Dagens detalje” og “Top 5”)

Efter kampen var der desuden bud efter Hans Lindberg, som velvilligt stillede op og gav sig god tid, så de mange unge mennesker i hallen kunne få sig en selfie og en autograf med vores dygtige OL-guldvinder.

Sidst men ikke mindst skal der lyde en stor tak til Norddjurs Håndbold for et flot arrangement og værtskab, som blev afviklet på fornemmeste vis.

Næste opgave for HØJ herrerne bliver hjemmekampen, lørdag den 7. december i Jyllinge Hallen, hvor vi tager imod Odder Håndbold. Det opgør begynder kl. 16.00.

Foto: Jens Ørgaard Jensen.