Storsejr mod Team Sydhavsøerne efter fantastisk præstation!!!

Foto: Jens Ørgaard Jensen

HØJ Elite – Team Sydhavsøerne 35-22 (21-12)

Hvis HØJ familiens mange trofaste medlemmer havde set frem til en spændende 1. divisionskamp i Ølstykke Hallen lørdag eftermiddag, måtte man gå skuffet hjem. Havde man derimod håbet på en storsejr og en pragtpræstation med sprudlende angrebsspil og en ultra stærk defensiv, blev alle ønsker derimod opfyldt.

Kampene mod Team Sydhavsøerne er ellers, historisk set, kendt for netop at være både spændende og tætte, men det var dog langt fra tilfældet denne gang.

Udeholdet kom dog fint fra land i de første minutter af opgøret og var på omgangshøjde til og med stillingen 3-3, hvorefter HØJ Elite herrerne trykkede på speederen og aldrig så sig tilbage.

Rigtig meget fungerede i begge ender af banen denne eftermiddag, og selvom topscorer Schønningsen endnu engang hamrede boldene i kassen, denne gang med 12 scoringer til følge, var der tale om et opgør, hvor der blev præsteret, og budt ind, over hele linjen.

Pauli Jacobsen og Emil Imsgard supplerede samtidig hinanden aldeles glimrende i HØJ målet, godt hjulpet på vej af en stærk og velforberedt defensiv, mens Linus Arnesson strålede i offensiven med sit fantastiske overblik og sine imponerende indspil til stregen, hvor det især var Tom Kåre Nikolaisen som gjorde arbejdet færdigt på fornemmeste vis.

Herudover skal vores to unge “drenge”, i form af Lauge Hemmingsen og Lucas Garsdal, også have et ordentligt “klap på skulderen” for to flotte og bundsolide præstationer.

Næste opgave er på Fyn, hvor HC Odense venter, søndag den 30. marts kl. 14.00 i Dalumhallen.

HØJ Elite – Sammenhold og Fællesskab i Særklasse.