Talentfuld stregspiller til HØJ Elites damehold
Med en fin debut i 1. division i sæsonen 23-24, hvor holdet endte på en 8. plads med 21 point,
begynder HØJ Elites kvinder nu opbygningen frem mod næste sæson. Klubben og trænerstaben
har fået et godt indblik i, hvor holdet bør forstærkes, hvis ambitionen om en bedre placering næste
sæson skal kunne indfries. Træner Anders Krogh udtaler:
”Vi er sådan set ret godt tilfredse med vores defensiv, men efter Marina Schlachters alvorlige
skade savner vi alligevel en styrmand i forsvaret. Samtidig skal vi forstærke os i det offensive spil
og score flere mål, bl.a. ved at forstærke os på stregspilspositionen. Og her kommer vores seneste
tilgang til holdet ind, da hun har stærke kompetencer på begge områder”.
Med seneste tilgang hentyder han til 21-årige Caroline Duelund, der kommer til HØJ Elite fra
Fredericia HK, hvor hun har spillet 1. division den seneste sæson.
”Vi har i denne sæson set Caroline være en af de mest toneangivende stregspillere i 1. division, og
gennem vores samtaler med Caroline har vi været overbeviste om, at vi “er et rigtig godt match”.
Caroline er en teknisk dygtig streg, der er stærk i screeningsspillet, hurtig i kontraspillet, skarp til at
få fat i indspil og træfsikker på sine afslutninger. Hun er ambitiøs og målrettet, og vi glæder os til at
se hende i HØJ-trøjen”.
Om skiftet fra Fredericia til HØJ Elite siger Caroline selv: ”Jeg har valgt HØJ Elite, da de har gang i
et spændende projekt, hvor ambitionerne er store. Derudover virker de til at have et godt miljø,
hvor jeg ser mig selv ift. de værdier, jeg synes er vigtige for mig og min udvikling. Og så håber jeg,
at jeg kan bidrage til holdet både defensivt og offensivt”.