Tobias Wetzel og Marina Schlachter takker af i HØJ Elite til sommer
Efter den igangværende sæson takker vores schweiziske duo, Tobias Wetzel og Marina Schlachter af hos HØJ Elite, som de begge har været en del af i de seneste fire sæsoner.
Tobias og Marina efterlader et flot og mindeværdigt bidrag til ”HØJ historien”, dels sportsligt men også menneskeligt. De er utrolig vellidte af både holdkammerater, trænere, erhvervspartnere, frivillige og fans.
Som deres foreløbige højdepunkter i HØJ-trøjen har Tobias deltaget i kvalifikationskampene til Håndboldligaen mod TTH Holstebro i 2022, mens Marina har været med til at sikre oprykningen til 1. division i forrige sæson.
Tobias:
”Det har været en fantastisk tid i HØJ. At få lov til at opleve hele klubbens udvikling gennem de sidste 3,5 år har været utrolig spændende. Jeg ser frem til at følge resultaterne og de fremtidige fremskridt. Vi har mødt så mange venlige og hjælpsomme mennesker, som altid har været imødekommende. Det har virkelig været en super oplevelse. I den resterende del af sæsonen vil jeg gøre mit allerbedste for at hjælpe holdet med at rykke op”.
Marina:
”Det har været en kæmpe ære at spille i HØJ, og jeg har virkelig nydt min tid i klubben. Jeg er især dybt imponeret over det fantastiske miljø, som klubben skaber – især takket være de utallige frivillige hjælpere og alle andre, der lægger så meget energi og hjerte i HØJ. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at komme så hurtigt som muligt tilbage efter min skade, og jeg glæder mig til at give alt, hvad jeg har, i de sidste kampe i det nye år”.
I HØJ Elite glæder vi os over at have Tobias og Marina hos os i den resterende del af sæsonen. Og vi lover, at der bliver mulighed for at sende dem begge afsted med bravur, når sæsonen er slut. Indtil da – giv dem et klap på skulderen, når I møder dem i hallerne.
Yderligere oplysninger fås hos HØJ Elites bestyrelsesformand, Helle Rasmussen på mobil: 30 32 72 73.