Venstre fløjene er på plads og klar til start i HØJ Elite
Herreholdet er meget tæt på at være sat i HØJ Elitehåndbold til den kommende sæson, og på venstre fløjpositionen ser det også næste år rigtig godt ud.
Mikkel Leth, der op til sidste sæson kom til klubben fra Køge Håndbold, har udviklet sig rigtig positivt og er faldet godt til, og han fortsætter i HØJ Elite endnu en sæson, hvilket vi er rigtig glade for.
Foruden Mikkel Leth er der skrevet en to-årig kontrakt med Roi Berg, som de seneste tre sæsoner har spillet i FIF, og som desuden har 45 U-landsholdskampe og 13 A-landsholdskampe for Færøerne.
Om skiftet til HØJ Elite siger Roi Berg: ”Efter 3 sæsoner i FIF er det på tide med nye udfordringer og tage et skridt videre. Efter nogle gode snakke med Jesper Fredin er jeg sikker på, at HØJ er den rigtige vej for min videre udvikling som spiller. Jeg glæder at komme til en ambitiøs klub, der vil op og spille om de sjove pladser”.
Cheftræner Jesper Fredin mener, at Roi Berg er den helt rigtige tilførsel til holdet på netop den position: ”I Roi får vi en meget spændende fløjspiller. Han er dygtig i kontraspillet og en stærk afslutter fra hjørnet. Ydermere har Roi en stærk attitude og en rigtig god energi. Han er meget dedikeret til sin håndbold, og han kan gennem en blanding af hårdt og målrettet arbejde i vores træningsmiljø udvikle sig til at blive en profil i 1. division. Roi har i sæsonens løb vist sig flot frem både i 1. division og på det færøske landshold, som har været utrolig positivt at følge. Jeg glæder mig til at se Roi’s udvikling, og jeg er overbevist om, at vi har fundet en stærk afløser for Bramming de kommende år”.
Med tilgangen af Roi Berg siger HØJ Elite farvel til Emil Bramming, der ellers har været en etableret del af både holdet og klubben i de sidste seks sæsoner. ”I Emil siger vi farvel til en fløjspiller, der – ud over at være en af de bedste i 1. division – også er et utrolig vellidt og sympatisk menneske. Emil og HØJ Elite har i fællesskab udviklet sig gennem mange sæsoner, og det har for mig været en stor fornøjelse at arbejde sammen med Emil gennem de sidste tre år. Jeg krydser fingre for, at drømmen om svensk ligahåndbold vil lykkes for ham, og jeg er ikke i tvivl om, at Emil bliver en stor gevinst for sin kommende klub. Vi ønsker Emil al muligt held og lykke med de fremtidige udfordringer, og jeg kan sagtens forestille mig, at det ikke er sidste gang, vi har set Emil i HØJ trøjen”.