Pragtpræstation i det jyske!!!
Der er ingen tvivl om, at flere af HØJ damerne havde sat “kryds i kalenderen” til netop lørdagens udekamp mod Ejstrup/Hærvejen, efter det smertelige nederlag i sidste sæson.
Det skulle revancheres, og det blev blev det i “HØJ” grad!
Efter en nogenlunde lige start trak HØJ holdet afgørende fra, ved stillingen 6-7, og vandt de efterfølgende ti minutter med hele 10-1, hvorfor hjemmeholdet måtte tage to time-outs, for at få styr på tropperne igen, inden pausen.
Formidable 11-23 stod der på måltavlen, i HØJ’s favør, da de to hold gik i omklædningsrummene efter 30 forrygende spilleminutter, som vel ikke er set meget bedre i denne sæson.
2. halvleg blev noget mere lige, og Ejstrup/Hærvejen kom bedre med, selvom kampen reelt var afgjort. Det hele endte med en stensikker HØJ-sejr på 37-28, hvorfor HØJ damerne fortsætter med at imponere massivt, for 6. kamp i træk.
Anders Krogh udtaler:
“Kampen mod Hærvejen var en kamp, vi på forhånd havde frygtet. Forrige sæson blev vi sendt hjem med en øretæve på 13 mål, så det var et topmotiveret, velforberedt og tændt HØJ-mandskab, der gik på banen i Ejstrupholm Hallen. De første ti minutter fulgtes holdene ad, men derfra gik det stærkt. Med et kompakt forsvar med de to styrkvinder, Caroline Duelund og Frederikke Olsen, og solidt keeperarbejde af både Sørine Wolf og Natasja Clausen, løb vi stille og roligt fra Ejstrup/Hærvejen. Med det solide forsvarsspil kunne vi løbe nogle fine kontraer – og med flot angrebsspil oveni – kunne vi gå til pause med en føring på hele 23-11. Absolut en af sæsonens bedste halvlege.
2. halvleg blev en lidt mere lige affære, hvor EJH kom mere ind i kampen. Men vi kunne stadig hive en flot 28-37-sejr hjem. Igen – må man fristes til at sige – var det en kamp, som viste vores bredde. Alle spillere kom på banen – og bød flot ind. Alle kom på scoringstavlen undtagen én”.
Næste opgave er hjemmekampen, mod Randers HK, lørdag den 9. november, hvor der ovenikøbet er gratis adgang, i samarbejde med dagens kamppartner, Flex Gulvservice.
Her håber vi naturligvis på en fyldt Ølstykke Hal, ligesom der var til den forrige hjemmekamp mod Ajax København.
Fribilletter kan “trækkes” på billetsalg.dk/høj, så længe lager haves.
Vi glæder os til endnu en stor håndboldfest med alle fra vores fantastiske og trofaste HØJ familie!!!