Unge lokale talenter tilknyttes HØJ Elitehåndbold
Fra den kommende sæson udgør tre unge lokale talenter en del af HØJ Elites bruttotrup på herresiden. Det drejer sig om stregspiller Mikkel Olsen, højre back Martin Søborg Rasmussen og playmaker Tobias Kildegaard Nielsen, der alle har indgået to-årige kontrakter med klubben.
”Jeg er virkelig glad for at få tilknyttet Mikkel, Martin og Tobias på kontrakt. Det er tre dygtige talenter, som i det foregående år har udviklet sig flot. De har alle tre været vigtige spillere på vores talentfulde 2. divisionshold, og de har bevist, at de sagtens kan udfordre 1. divisionsspillerne i vores træninger”, fortæller cheftræner Jesper Fredin.
Om baggrunden for at vælge at indgå kontrakt med HØJ Elite siger Mikkel Olsen: ”Først og fremmest synes jeg, at projektet og ambitionerne i HØJ er rigtig spændende, og det vil jeg meget gerne fortsætte med at være en del af. Som ung spiller giver det en masse til ens udvikling at få lov til at være med omkring 1. divisionsholdet. Gennem mine ungdomsår og den seneste seniorsæson har jeg været rigtig glad for trænings- og klubmiljøet, og derfor har det ikke været et svært valg at skulle spille for HØJ Elite de næste to sæsoner”.
Og Martin Søborg Rasmussen tilføjer: ”Det har altid været en drøm for mig at spille på det bedste hold i min barndomsklub, og nu er drømmen endelig blevet til virkelighed. Jeg glæder mig meget til at være tilknyttet HØJ Elite, som jeg har trænet sammen med de sidste to år og nu har fået muligheden for at spille mig ind på. Glæder mig til næste sæson, og særligt til at absorbere så meget læring som muligt”.
For Tobias Kildegaard Nielsen handler det også om læring: ”Jeg sætter kæmpe pris på det gode træningsmiljø, vi har, og på de dygtige trænere. Jeg er desværre skadet i øjeblikket men har stor tiltro til, at den stærke fysiske stab omkring holdet kan hjælpe mig til at komme mig 100 pct., så jeg kan komme styrket tilbage. Det har været en målsætning for mig gennem nogle år at udvikle mig så meget, at jeg kunne opnå en kontrakt med HØJ Elitehåndbold, så jeg er selvsagt virkelig glad for, at det er lykkedes”.
”Det er helt naturligt, at der er stor bevågenhed fra andre klubber på vores unge lokale talenter, så jeg er meget tilfreds med, at de har valgt at blive i vores miljø og derigennem udvikle sig til at kunne blive en større del af 1. divisionstruppen”, slutter Fredin af.
Mere information kan fås hos cheftræner Jesper Fredin på tlf. 31424334.