Uafgjort i topopgøret i Herning

Herrerne spillede i går 23 – 23 på udebane mod rækkens nr. to fra HC Midtjylland. Der var imponerende stor opbakning fra de mange medrejsende HØJ-fans, som helt klart vandt dysten på lægterne. En kæmpe tak skal der lyde til jer alle – det er ekstremt værdsat 🙂

Herrerne fik en rigtig dårlig start, og var bagud med både 6 – 1 og 8 – 2, men de fik arbejdet sig tilbage i kampen og gik til pause bagud 12 – 10. I 2. halvleg blev det helt lige, og begge hold havde chancen for at vinde til sidst. En flot og meget vigtig redning af Pauli Jacobsen i de sidste sekunder sikrede det ene point, som kan vise sig at være meget afgørende i den ekstremt tætte og spændende slutfase af grundspillet.

Topscorer for herrerne blev Lucas Garsdal med 7 mål. Garsdal er sponsoreret af Restaurant Toldboden, LPOG Revisorer og STRØM.

Herrerne er dermed fortsat på 3. pladsen med 1 point op til HC Midtjylland og Grindsted på 1. pladsen. Grindsted har dog spillet en kamp mindre.

Til sidst skal der lyder en tak til fotograf Jens Ørgaard Jensen, som også havde taget turen til Herning.

Næste hjemmekamp for herrerne er på søndag, hvor TM Tønder kommer på besøg. Det er kl. 16.00 i Jyllingehallerne. Inden herrerne, spiller damerne lokalopgør mod Roskilde Håndbold. Det er kl. 13.30, så der er lagt op til den rigtig spændende søndag eftermiddag i Jyllinge. Hvis man vil have endnu mere håndbold på søndag, så slutter vi dagen af med 2. divisionsherrerne, som tager imod HIK kl. 18.00.

Kom i hallen til en spændende dag med garanti for god underholdning 🙂