Ny forsvars krumtap til HØJ Elitehåndbold

HØJ Elitehåndbold har sikret sig en ny forsvars-krumtap til den kommende sæson med Villads Raahauge Jensen, som er en fysisk stærk spiller med store defensive kvaliteter.

HØJ Elite har indgået en 1-årig aftale med Villads, som i de sidste mange sæsoner har spillet i Ajax, der i den forgange sæsonen havde rækkens bedste defensiv. Villads er vant til forsvarspillet, da han i Ajax har været én af tre spillere, der har dækket centralt.

Aftalen med Villads glæder cheftræner Jesper Fredin, som har været på udkig efter en spiller til erstatning for Kristoffer Jessen: ”Det har været et stort ønske for mig at finde en dygtig og fysisk stærk forsvarsspiller, da vi sendte Kristoffer Jessen til ligaklubben Mors/Thy Håndbold. Det har vi fundet i Villads, og jeg ser frem til at videreudvikle hans kvaliteter gennem hårdt og grundigt arbejde, der er en del af værdisættet hos både Villads og HØJ Elite”.

Villads udtaler om skiftet fra Ajax til HØJ Elite: ”Jeg har valgt at skifte klub, da jeg efter 9 år i Ajax følte, at det var på tide at prøve noget nyt og komme ud af min komfort zone. Efter et par gode samtaler med Jesper Fredin blev det hurtigt afstemt, at det var HØJ jeg skulle spille i den kommende sæson. HØJ’s setup og klubbens ambitioner stemmer godt overens med mine egne, og jeg glæder mig derfor meget til at lære mit nye hold bedre at kende og bidrage med det, jeg kan. Jeg tror på, at det kommer til at blive en rigtig spændende sæson i HØJ”.

 Yderligere oplysninger kan fås hos cheftræner Jesper Fredin på telefon 31424334.